1966. Jeg har boet hjemme til jeg var 6 år, og var "normal" ligesom andre børn. Så blev jeg blev syg, kom jeg på hospitalet og lægerne sagde at det var meningitis og jeg blev sparstikker. Da jeg var 9 år kom jeg på Geelskov Kostskole for Handicappede, for at lærer noget. Men jeg lærte ikke ret meget. Jeg boede på skolen og i perioder var jeg der hjemme. Da jeg blev 17 år kom jeg til Hobro "Revalideringshjem". Det var jeg glad for, fordi det er ligesom et slags bofællesskab. Der boede jeg til jeg blev 19 år, og flyttede derefter til Jonstrupvang Bebyggelsen, men jeg blev træt af at bo på institution efter 10 år, så jeg tog på Egmont Højskole da jeg 29 år.Jeg var glad for at gå på Egmont Højskolen fordi jeg lærte mange ting. B.L.A. havde jeg 3 hjælpere af 4 omgange, og det gik godt, jeg lærte at styre det selv. Så vil jeg gerne bo med andre folk. Jeg fandt en fyr på højskolen. Sommeren 97 lejede jeg en hytte og en bil, og ansætte 3 hjælpere i 7 uger, og det gik meget godt, jeg havde en herlig sommer sammen med min kæreste. Nu er jeg 31 år og tilbage igen på en institution der hedder Lions. Jeg var først på en anden institution; men jeg kunne bedre lide Lions; men det er ikke det jeg vil, for jeg vil allerhelst bo sammen med min forlovede. Men da vi bor i hver vores kommune er det svært, fordi Københavns kommune, hvor jeg bor, ikke arbejder så godt og hurtigt sammen med Ballerup kommune. Hvor min forlovede bor, og hvor vi gerne vil bo sammen. Jeg forstår ikke hvorfor det skal være så svært for handicappede at flytte sammen, det burde være en menneskeret. Vi kæmpede i halvandet år, til vi endelig fik lov til at bo sammen i Ballerup.

2001. Jeg er nu 34 år gammel, og har egne hjælpere, og det er jeg glad for. For så kan jeg gøre hvad jeg vil. Det giver mig mere frihed, til at gøre de ting som jeg har lyst til. Jeg er i gang med at tage en niendeklasse, på enkeltfag, på Vuc. Da jeg vi også har fået bil, har jeg meget mere frihed. Jeg har 15 timer i hverdagene, så min forlovede og jeg har også lidt privatliv.